Tanker om Faste

Det er i dag fastelavn, og jeg ved godt at vort tema er ”I brand for Jesus”, men jeg kan også godt have en fornemmelse af, at fasten også kan ha en ”opflammende effekt” på vores personlige åndelige liv

Det Gamle Testamente fortæller flere steder om mennesker, der faster, og det er når man har oplevet en stor sorg (2 Samuels Bog 1,12), når krig eller anden fare truer (Esters Bog 4,1-3; Joels Bog 1,14; Jonas Bog 3,5), når man står over for en alvorlig sygdom (2 Samuels Bog 12,15-16; Salmernes Bog 35,13-14) eller er i livsfare (2 Krønikebog 20,3; Esters Bog 4,16), ligesom faste kan udløses af erkendelsen af egen ondskab (1 Samuels Bog 7,6; 1 Kongebog 21,27).

I NT nævnes faste som et af udtrykkene for den gamle Annas fromhed (Lukasevangeliet 2,37).
Fortællingen om Jesu faste som modstand mod Djævelens fristelser (Matt. 4:1-4)

Ifølge Matt. 9,14 fastede Johannes Døberens disciple, og Paulus nævner, at han ofte har fastet (2 Korintherbrev 11,27), og Ap.G 13,2-3 nævner, at menigheden undertiden fastede i forbindelse med gudstjenesten; jf. 14,23.

Og Jesus nævner i Matt 17,21 (i forbindelse med en helbredelse/uddrivelse): ”Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« Det kald overhører vi alt for let

Den første menighed havde to fastedage i ugen. Onsdag (fordi Jesus den dag blev forrådt). Fredag (fordi Jesus døde for vores synders skyld)

Peter Haldorff nævner i sin bog om fasten:  ”- at bagagen bliver lettere, målet klarere og længslen mere inderlig”.

Med fasten viser vi Gud, at vi sætter hans vilje højere end vores egen fysiske magelighed, og vi har i Bibelen eksempler på, at faste kan bane vej for Guds nærvær, Guds helbredende kraft, Guds beskyttelse, Guds planers fuldbyrdelse, Guds vejledning, Guds åndsudrustning af sine tjenere, udfrielse fra onde ånder, folkets omvendelse m.m.

Fasten er (også) en åndelig rejse, og (også) en kamp, hvor vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og hvor vi indser, at det skal gøres.

Ole D. Madsen skrev i Udfordringen for nogle år siden at fasten har flere funktioner:

1. Viser herredømmet over legemet og dets krav (1. Kor. 9,24ff) (– løbe på væddeløbsbanen og holde sit legeme i ave)
   2. Autoritet i den åndelige verden (Matt. 17,21) (- den slags farer kun ud ved bøn og faste)
   3. Faste løfter vores bønner op til Gud og forløser Guds kraft ind i det, vi søger Gud for.
   4. Faste styrker bønnen hos den bedende

Faste kan være en hjælp til at intensivere den bedendes fokus og koncentration.
Når vi er stille, hører vi bedre fra Gud.
Nar vi hører fra Gud, vokser troen.
Når troen vokser, styrkes bønnens autoritet, og bjerge kan flyttes.

Hvad tilskynder til faste?
1 Offentlig sorg og konflikter (Ukraine m. fl), private konflikter og synder, personlige farlige situationer, hvor der skal ”bedes gennem” alene eller sammen med andre.
2. Når man ønsker at ydmyge sig under Guds vældige hånd.
3. Oplever medfølelse med andres nød.
4. Ved ordination af tjenester i kirken.

Morten Vartdal talte sidste år i vores kirke om faste og da bed jeg mærke i følgende:

Djævelens kendetegn:
Kom da Jesus var svækket (af sult), og fristede på områder af Jesu liv, hvor der var noget på spil (frelsen/korset)
Misbrugte Guds ord

Jesu kendetegn:
Lod sig lede af Helligånden
Brugte Guds ord som våben
Og derved bukkede han ikke under for fristelserne

Tidens fristelser:
Seksuelle synder, sort arbejde, løgn, overdreven skærmbrug, afhængigheder, misbrug af Guds skrevne ord, for slet ikke at tale om de 7 dødssynder:
Hovmod, dovenskab, vrede, fråseri, misundelse, utugt, griskhed eller kødets gerninger fra Gal 5,19: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.

Personlig tror jeg, at fasten kan være med til at sætte os selv i brand på flere områder

Denne gang vil jeg gerne dele med nogle tanker om de sidste tider, tegnene på Jesu genkomst og Guds riges komme i herlighed.

Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.  Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.  Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred, og forstå, at vor Herres langmodighed er til frelse. (2. Pet. 3,8-15a)

Prædiken.

Kære allesammen

De vise fædre, som har formet prædiketeksterne i Folkekirken har ment at kirkeåret skulle begynde med og slutte med tekster som handler om Jesu genkomst, men ud over det minder vi også hele tiden hinanden om det - feks. i trosbekendelsen, vi lige har fremsagt sammen – ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, og i Fadervor – ”komme dit rige”, som traditionelt har den dobbelte betydning, at riget kommer til os hver dag , men også at den ”nye” himmel kommer.
Udover det fortæller Jesus jævnligt om det i feks lignelsen om brudepigerne, de betroede talenter, de utro godsforvaltere og mange andre steder, men i dag tager vi udgangspunkt i denne tekst af Jesus:

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Luk. 17,20-33

Alting har en ende. Enhver fest slutter. Skolen slutter, Barndommen slutter. Ugen slutter. Arbejdsdagen slutter. Læretiden slutter. Sådan er det.
Nogle gange desværre - andre gange - heldigvis.

Ofte når noget slutter skal der evalueres.
Lige fra årsrapporterne på arbejdspladsen, fodboldholdets indsat på grønsværen og til børnenes oprydning på værelserne.

Enhver afslutning ender som regel med en status, og det forekommer os næppe urimeligt eller forkert, at denne verden også afsluttes på et tidspunkt, og at Gud evaluerer, bedømmer, hvordan det er gået.
Alt andet oplever vi sikkert urimeligt.
Denne verdens magthavere skal stilles til regnskab for forvaltningen, og ligeså de anonyme grå mus, som dig og mig på bagerste række.

Næsten alle kulturer og religioner har forestillinger om verdensafslutningen og en indbygget dommedagsforestilling, og her til en start en lidt sjov tilbageskuende syn på vikingernes Asatro - Thor og Odintro

Vore gamle nordiske forfædre havde også en forestilling om en slags dommedag, nemlig Ragnarok, hvor BÅDE guderne og menneskene blev tilintetgjort, for i den gamle nordimyter, stigerar guderne ligeså slemme som menneskene, hvis ikke værre, og Ragnarok skyldtes ikke menneskenes synd, men nærmest at guderne ikke kunne styre sig selv, og efter Ragnarok, siger de gamle myter,  stiger en ny sol af havet og en ny slægt hilser den, rydder marken, planter træer, finder Midgårdsormens rester, Nidhøgs knogler og Thors hammer. Men den nye jord og den nye slægt må leve uden guderne, som går til grunde i Ragnarok.

Så negativ en opfattelse havde vores forfædre af deres guder, at deres paradisforestilling blev en verden uden guder. Så dettt…

Men det bibelske gudsbillede handler om en Gud, der involverer sig i mennesker ret så håndfast og konkret, gennem sin Søn Jesus Kristus, og gennem ham, med hjælp af Himlens hære, nedkæmpes det onde, Satan besejres, der holdes dom, der vindes, og det ny Jerusalem, Guds rige, daler ned til jorden, og hvor Gud selv tar sæde på sin tronstol i templet og selv skaber de vidunderligste himmelske tilstande, når den tid kommer - og den vil komme, står der i Biblen
Den Gud, som skaber, er også selv er den dommer, der altid fælder en redelig, uimodsigelig og retfærdig dom - i Kristus.

Gud har fra skabelsen altid været dommer over sit skaberværk, og han har nogle gange dømt hårdt.
I Noas tid var dommen nådesløs for hele verden, der druknede i syndfloden
Ligeså var dommen nådesløs over Sodoma, der forsvandt i et helvede af ild og svovl.
”Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder” (Hebr. 10,31).
Som mennesker dengang gik under i angstskrig og rædsel og blev udryddet med vand, ild og svovl, sådan stiller Jesus os en dag og time i udsigt, hvor han kommer igen for at dømme levende og døde, som vi siger det i trosbekendelsen.

Om tegnene på verdensafslutningen og den endelige dom og nyskabelse af himmel og jord taler Bibelen om mange steder

Spørg: Hvad tænker du om tidernes tegn, tegnene på, at Jesus måske snart kommer igen?
(Tal et øjeblik med din sidemand om det)

Jeg selv går ikke til daglig og taler om det, tænker over det, men det burde jeg måske. Hvad med dig?

GT Daniel skildrer i syner de sidste tider, herunder opstandelsen af de døde men også en tid med store trængsler og prøvelser.

Esajas: Især 65-66, beskriver Guds løfter om en ny himmel og en ny jord og en dom over de uretfærdige.

NT Jesus taler en del om det, og det kan vi læse meget om i Matthæus 24, Markus 13 og Lukas 21 og her nævner han nogle pejlemærker, nogle tegn:

Naturkatastrofer:
Der vil være jordskælv, hungersnød og epidemier.

Krig og uro:
Nationer vil rejse sig mod hinanden, og krige vil bryde ud.

Forfølgelse af troende:
Kristne vil blive forfulgt, og mange vil falde fra troen.

Falske profeter:
Der vil være mennesker, som hævder at være Kristus eller udsendinge fra Gud.

Evangeliets udbredelse:
Evangeliet til alle folkeslag, verdensmissionen, evangeliet til verden er også et tegn. Feks. siger Jesus i Matt. 24:14: "Og dette evangelium om riget skal forkyndes i hele verden, til vidnesbyrd for alle folkeslag; og så skal enden komme."

Jesu ord peger på, at evangeliets budskab om frelse og Guds rige skal nå ud til hele menneskeheden, uanset geografi, kultur, sprog eller etnicitet.
Fra kirkens første tid har man været kaldet til og optaget af at bringe evangeliet til alle nationer og folkegrupper, begyndende med Paulus’ rejser i Apostlenes Gerninger og er aldrig stoppet, og når evangeliet har nået alle folkeslag, vil "enden" komme,

Paulus er også noget tydelig i spyttet, og han skriver en del om de sidste tider i sine breve.

Han nævner bl. a.:

Forfald og frafald .
I 2. Tim. 3:1-5 skriver han, at i de sidste dage skal være hårde tider, og de feks. vil elske nydelser højere end Gud, i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft, og nævner en række karaktertræk som egoisme, pengebegær, hovmod, og utaknemmelighed, som vil præge menneskers sind.

Forførelse og falske lærere.
I 1. Tim. 4:1-2 siger han, at "Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen og holde sig til forførende ånder og dæmoners lærdomme."

Jesu genkomst.

I 1. Thes. 5:2-4 beskriver Paulus, hvordan "Herrens dag kommer som en tyv om natten" og opfordrer troende til at være vågne og forberedt, leve i lyset, ikke i mørket, være vågne og nøgterne i deres tro og livsførelse.

Trængsler og håb.

 I Rom. 8:18 siger han, at "de lidelser, som vi må udstå nu, er for intet at regne imod den herlighed, som skal åbenbares på os."

Opstandelsen og det evige liv.

I 1. Kor. 15 beskriver han Jesu opstandelse som garantien for de troendes egen opstandelse og understreger, at den sidste fjende, døden, vil blive besejret.

Paulus’ budskaber om de sidste tider er at de troende skal leve som lysets børn og holde sig til Guds sandhed for at være klar, når Kristus vender tilbage.

Peter skriver i (2 Pet. 3), at mange vil tvivle på Jesu genkomst og spørge, hvorfor han ikke er vendt tilbage endnu, og han forklarer, at Gud er tålmodig og ønsker, at så mange som muligt skal omvende sig. Men han understreger, at Herrens dag vil komme pludseligt, og opfordrer troende til at leve et helligt og gudfrygtigt liv i forventning om Guds rige.

Johannes siger i Åbenbaringen 22,12-13: "Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden."

Johs. Åb. er i øvrigt den mest detaljerede bibelske bog om verdensafslutningen/den ny begyndelse og  giver en række symbolske billeder på kampen mellem Gud og ondskaben, Guds rige og mørkets magter.

Dommedag:
Johannes skildrer en endelig dom, hvor både de levende og de døde bliver dømt.

Det Nye Jerusalem:
Efter dommen vil Gud skabe en ny himmel og en ny jord, hvor Gud selv vil bo blandt mennesker, og der vil være evig fred og glæde.

Antikrist
beskrives som en person eller en ånd, der står i opposition til Kristus og forfører mennesker til at afvise Gud, og i Åb. 13, hvor ”dyret," omtales, har  mange tolket som et billede på Antikrist.
Dyret får magt af "dragen" (et billede på Satan) og forfører mange mennesker, kræver tilbedelse og får dem til at tage et mærke, ofte kaldet "dyrets mærke" (666), og det ses som en symbolik for en fremtidig, totalitær magt eller en person, der vil forsøge at modarbejde Kristus og bedrage mennesker til at vende sig fra Gud.

Paulus har lidt af det samme, dog uden navnet Antikrist, men advarer i 2. Thes. 2:3-10 om "lovløshedens menneske," som nogle dog ser som Antikrist, og denne person vil hæve sig over Gud og forsøge at erstatte tilbedelsen af Gud med tilbedelse af sig selv, men vil blive besejret af Kristus ved hans genkomst.
Bibelen maler et billede af Antikrist som en person, men også som en åndelig og ideologisk kraft, der virker mod Guds sandhed. Det er derfor almindeligt i kristen teologi at se Antikrist både som en fremtidig figur og en repræsentation af enhver magt, der arbejder imod Guds rige.

Israel som tegn på de sidste tider

Det sidste jeg tager frem som et tegn undervejs, inden Gud pakker den nuværende himmel og jord ned, er Israel, for det land spiller en central rolle i mange kristnes forståelse af de sidste tider, med afsæt i både GT og NT.

Mange kristne ser staten Israels genoprettelse som stat i 1948 som en opfyldelse af en række profetier, og mange kristne er Israels genoprettelse og det jødiske folks tilbagevenden til landet et centralt tegn på, at vi nærmer os verdens ende. Det bygger man bl. a. på Ez.  37 med synet om de tørre knogler, der bliver bragt til live, og som ofte tolkes som et billede på Israels nationale og åndelige genoprettelse.

Jesus siger i Luk. 21:24 om Jerusalem, der skal "trampes ned af hedninger, indtil hedningernes tid er forbi," hvilket nogle ser som opfyldt med Israels kontrol over Jerusalem i 1967.

Mange kristne forbinder Israels rolle direkte med Jesu genkomst:

Zak. 14 beskriver en tid, hvor nationerne samler sig mod Jerusalem, og Herren selv griber ind.

I Rom. 11:25-26 skriver Paulus, at "hele Israel skal frelses," hvilket nogle ser som en fremtidig åndelig vækkelse blandt det jødiske folk forud for Jesu genkomst.

Johs Åb beskriver, hvordan nationerne vil vende sig mod Israel under de sidste tider (Åb 16:12-16), og mange tolker dette som en fremtidig global konflikt med Israel som centrum.

Så Israel må vi sige har en fremtrædende rolle i mange kristne eskatologiske scenarier med:

PPT En genoprettelse af landet og folket.

En fremtidig åndelig vækkelse blandt jøderne.

En central placering i verdens begivenheder op til Jesu genkomst.

Jeg stopper lige op og tager jer alle med i en snak

PPT Hvad tænker I om de sidste tider og tegnene

Hvad tænker I om det jeg har nævnt?

Jeg vender lige tilbage til teksten vi startede med – om den store dag, dommens dag, forløsningens dag, som kommer uden vi aner det.
Det vil ske i et nu, som et lyn fra en klar himmel.
Det bliver lige så overraskende, som hvis man vågner ved naboens tyverialarm.
Hans komme møder vi mens tingene foregår helt normalt, som i Noas og Lots dage, hvor der ikke foregik noget påfaldende

Alt, hvad vi hører nævnt, er ganske almindelige, dagligdags gøremål.

Det er netop ind i vort liv med dets forskellige, normale og praktiske opgaver, at Gud har talt sit ord om årvågenhed og opmærksomhed, mens vi vandrer midt i hans mægtige velsignelser, og her mit i dit g mit liv deler jeg med jer, nogle ord, jeg fik for nogle år siden: PPT ”Se på Jesus, stol på ham. Han er min Søn, den elskede, jeres forsoner og Herre. Om I blot vil holde jer nær til ham, vil jeg udfri jer af jeres synder og give jer det evige liv. Så har I et mål uden for jer selv   og da skal I nå det, som er højere end jeres tanke og liv kan nå: Guds rige. Og dette mål   så stort og skønt det er   er jer tillige ganske nær, lige så nær som mit ord - lyder det fra Herren.

I Vedersø kirke satte menigheden til minde om Kaj Munk en tavle med den salme, han holdt af og tit lod menigheden synge i besættelsestidens svære år:

PPT Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom,

hvert øjeblik, jeg ser mig om.

-

Hastig du komme kan og brat,

i hver en time ved dag og nat.

-

Lad brænde mit hjertes lampe bered

i tro, i håb og i kærlighed.

-

Jeg sover eller våger, da være jeg din,

jeg lever eller dør, da være du min.

-

Og når du kommer, kom mild og blid

og gør mig salig til evig tid!

(DDS. 233).

Lad disse ord klinge i vores hjerter resten af dagen

Amen

Lad os bede