Et hjertesuk

Nogle gange er det sådan, at man, når man sidder overfor det tekststykke, der udgør dagens evangelium, har mest lyst til at holde de travle fingre fra tastaturet og blot nyde teksten, som den foreligger Sådan er det helt bestemt med Matt. 11,25-30, som er en overordentlig smuk tekst, der egentlig blot bliver ødelagt ved emsige præstetankers mellemkomst. Men da den ærede redakteur næppe stiller sig tilfreds med en sådan blufærdighed overfor udlægningen, skal tankerne trods alt sendes ud i verden.

"Kom til mig"

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile". Ja så. Det skulle da være en opfordring, der var til at følge. Især fordi det for nyligt er blevet offentliggjort i landsdækkende aviser, at danskerne sover og generelt hviler sig alt for lidt. Faktisk sover vi gennemsnitligt halvanden time for lidt hver nat, og med teenagers står det endnu værre til, idet de håbefulde unge mennesker ikke har slået deres mobil fra om natten og således rives op af REM-søvnen op til flere gange hver nat af indløbende sms'er, der belyser eksistentielle problemer så som: "Jeg ligger her og kan ikke sove, sover du"? Jo da, indtil for et øjeblik siden!

1440 minutter

Hver eneste døgn ved midnatstide får vi foræret en stor sæk med 1440 minutter i. Det er undtagelsesvist et område af livet, hvor der ikke skeles til køn, farve, religion, alder eller social status. Lidt under en tredjedel, dvs. 480 minutter, går til arbejde, og det er i grunden ikke så galt. Der skulle være rigelig tid til at hvile ud i, så vi kan møde friske og glade til morgendagens dont. Men sådan er det tilsyneladende ikke. Når vi er kommet hjem fra arbejde og har ordnet det praktiske såsom gulvvask, børneafhentning, indkøb og madlavning, ja, så er det, at det for alvor går løs. Vi styrter til forældremøder, bygger samtalekøkkener (hvor ingen har tid til at samtale endsige lave mad) og udestuer, planlægger ferier og fester, inviterer gæster og render i byen, går til håndbold, kor og håndarbejde. Når det ikke lige drejer sig om os selv og vores selvudvikling, vender vi blikket mod et andet af vore store livsprojekter, nemlig de sagesløse børn. For ikke blot skal hjemmet med det sidste nye inden for badeværelseskakler være perfekt, det skal børnene også. Vi kører dem ballet, klaver, karate, kunstforståelse og fodbold for, at de rigtigt skal kunne udfolde deres givetvis store talenter indenfor en eller flere af nævnte aktiviteter. Der er dage, hvor vi slet ikke ser dem - i hvert fald ikke for, hvad de er.

Den paradigmatiske harddisk

1440 minutter er slet, slet ikke nok til vores daglige forbrug af tid. Det har betydet, at vi går nye veje for at udnytte tiden dobbelt så godt. Da jeg lærte at betjene en computer i de allertidligste '80'er i London, hed apparatet ikke en PC og havde ikke en harddisk, men hed en elektronhjerne. En elektronhjerne var en ting, der skulle ligne den menneskelig hjerne, men som altså var elektronisk. Som følge af vores behov for mere tid er det nu blevet omvendt. En computer kaldes ikke længere en elektronhjerne, men vores hjerne er i daglig tale blevet til en harddisk. Og når det er tilfældet, kan vi have de samme forventninger til vores formåen, som vi kan til en harddisk. Derfor er vi begyndt at multitaske i den helt store stil, dvs. at gøre flere ting på én gang. På den måde kan vi få døgnet til at have 2160 minutter eller sågar 2880, hvis vi er rigtigt gode til multitasking. F.eks. tjekker vi e-mailen, mens vi ordner tøj og rører lidt i gryden. Når vi stryger, hjælper vi børnene med lektierne og kigger fjernsyn samtidigt. Den ledningsfri telefon er naturligvis i en permanent stilling under hagen, så vi ikke går glip af noget. Bilen kører 140 ad landevejen, mens vi spiser burgers fra McDrive og skruer ned for lyden i radioen, for at vi kan høre, hvad vores ven siger til os i biltelefonen. Lidt læbestift kan man da også altid smøre på i farten godt hjulpet af bakspejlet. Mens man kører på motorvejen, kan man også blive vildt sur på den bilist foran, der ligger og kører lige de 130, som han må i overhalingsbanen. Man blinker og dytter og stamper på pedalerne, indtil han har flyttet sig. Fart på, om jeg må be'. Man kunne ligefrem må den indskydelse, at al denne aktivitet, der fylder vores 1440 minutter i døgnet, dækker over, at man i forbifarten har glemt, hvad det egentligt vil sige at være menneske, har glemt, hvad der er vigtigt, og man har glemt, hvad sammenhængen er. Alt det søger vi så efter med 140km i timen, med multitasking og higen efter det perfekte - hvad enten det drejer sig om børn, ægtefælle, tænder, samtalekøkkener eller udestuer. Men kommer sammenhængen frem med 140 i timen? Kommer meningen frem med multitasking?

Gudstjenestens chokerende langsommelighed

Forvilder man sig hen i kirken, vil man til sin store skræk opdage, at her taler man stadig om det samme, som man har gjort de sidste 2000 år. Der er intet nyt under solen i det gamle kirkehus. Her taler vi stadig om det lille menneskebarn, der kom til verden i en ildelugtende stald for 2000 år siden for at bringe kærlighed, glæde og fylde ind i menneskers liv, ja, som kom for at bringe fred til det fortravlede og sommetider forpinte menneskesind. Kirkeåret vandrer i utakt med det verdslige år, ligesom tempoet i kirken vandrer i utakt med verdens tempo. Her er der ikke noget, der hedder multitasking, idet vi kun gør én ting ad gangen i kirken - vi lytter, synger, sidder, beder eller står. Det kan virke enormt stressende, når man er vant til at fare af sted med 140 timen blot at skulle sidde der og sidde og ikke gøre sig bemærket med e-mails, perfekte tænder/børn/kone eller udestue. Her nytter det ikke at sidde og stemple med fingrene på salmebogen som en anden fjernbetjening for at få den kedelige, sortklædte præst til at forsvinde. Men lidt efter lidt vil man opdage, at freden, hvilen, ja, sjælelisen sænker sig. Den eneste fred, der er noget værd, nemlig den fred, der kommer fra Gud. Man vil mærke, hvordan sindet åbner sig for Guds ord, som sætter et lille frø i hjertet og fortæller om fred, om kærlighed, om længsel, om miskundhed, sagtmodighed, nåde, barmhjertighed, tilgivelse og alle de andre, storslåede, fremmede, gamle og fantastiske ord, som vi tør bruge i kirken, og som man skal tygge længe på for rigtigt at forstå. Det kan man godt bruge mere end 1440 minutter på, ja, man kan bruge en evighed på det. Man kan tage det roligt, at man endnu ikke har fået installeret et samtale- eller udekøkken og måske aldrig får det.

"Kom til mig"

I dette evangelium mindes vi om, hvad det vil sige at være menneske. At der en grund udenfor os selv, som vi kan hvile vore trætte og overbelastede liv ved. At der findes en sammenhæng, som ikke er afhængig af vores kunnen og graden af vore elegante multitaskingevner, en grund, vi ikke skal skabe selv. At lige meget hvor gyseligt og mislykket og umyndigt vort liv forekommer i det store ræs, så er det velkomment og vellykket hos ham, der siger disse ord til os.