|
Opdateret 7. jan 2011
![]()
Aktuelt i mit liv lige nu!
Nyhedsbrev julen 2010
Kære allesammen.
Det kommer stille snigende - at man ikke husker så godt længere, men er det rigtigt, at mit sidste nyhedsbrev til jer er så langt tilbage som i august 2010? - og at I derefter fik en kort melding om den tragiske drukneulykke i Norge (Mandal) sidst i august, hvor jeg fortalte om omstændighederne ved Thomas Hermansens død i bølgerne efter mange timers kamp?
Den oplevelse har givet de største mærker i vore sind og hjerter i året, der snart går på held. Det har bare fyldt så meget for os, ikke mindst fordi vi er så tæt på Rakel - heldigvis - i de mange svære stunder. Jeg vil citere lidt af det, som Irene skriver i vores julebrev, (som i øvrigt kan downloades fra min hjemmeside)
"2010 vil i vores familie mest blive husket for den forfærdelige ulykke, hvor Rakels dejlige kæreste, Thomas Hermansen, druknede. Alle har nok hørt om drukneulykken ved Norge, hvor 4 unge mænd omkom. Vi kan jo stadigvæk ikke forstå, at Thomas aldrig kommer tilbage. Smerten er naturligvis størst for Thomas’ familie og Rakel. Men vi holdt alle rigtig meget af ham, og vil gerne her ære hans minde. Thomas var en usædvanlig person, som rummede så meget: han var klog, ambitiøs og ansvarlig, han var omsorgsfuld og trofast, han var spørgende og lyttende, han var ”svigermors drøm” og børnene elskede ham.
Thomas havde mange interesser: Fodbold, rødvin, dykning mm, og så var han optaget af at hjælpe ”de små”.
Han havde arbejdet blandt gadebørn og på børnehjem i Honduras for organisationen Impact, og underviste kommende volontører som frivillig. - Nu er han gemt hos Gud."
(Jeg må lige tage en grædepause)
Så nu er jeg klar igen, håber jeg.
Der er selvfølgelig løbet meget vand i åen siden hin ulyksalige augustdag og -nat, og jeg fortæller lidt spredt ud fra det der popper op i mit sind.
Vi besluttede os i løbet af året for at sælge Janus La Cours Gade, og efter 3 måneder var den solgt.
Vore tanker gik så i forskellige retninger. Skulle vi flytte til Silkeborg for at komme lidt tættere på vores/mit arbejde blandt ReFokusfolket - det grå guld?
Sådan blev det ikke i denne omgang, for vi valgte at flytte ind i vores lejlighed i Fredensgade, der hvor Rakel og to andre af hendes veninder boede, men så blev Rakel jo "husvild" og det endte med at vi købte en en fin lejlighed til hende i Lundbyesgade - ikke langt fra Musikhuset, og der bor hun nu godt og trygt sammen med Miriam, som hun også boede sammen med på Fredensgade.
Vi rykkede ind i lejligheden i Fredensgade 1. dec. og lidt før flyttede Rakel til "hendes" Lundbyesgade, og vi kan stadig "lige løbe sammen" (der er jo ikke så langt)
I oktober måned gik vi i Oasefællesskabet i Silkeborg i gang med et lidt større projekt. Vi renoverede Cafeen, og det har givet et vældigt løft til de iøvrigt fine faciliteter kirken har.
Århus Valgmenighed har haft et meget stort projekt på beddingen i meget lang tid - en ny kirke på Mjølnervej i Åbyhøj, og der har jeg også som frivillig lagt lidt arbejde i december måned - efter at vi havde fået indrettet vores egen "hule" - og 4. sø. i advent kunne vi så indvie kirken til Kirkens Herre Jesus Kristus.
Personligt oplevede jeg noget i retning af det man sikkert oplevede da herrens herlighed fyldt templet ved indvielsen af Salomons tempel, men som Morten Hørning bemærkede: Vi manglede blot røgen.
Vi er nu ved at være klar til juleaften, som vi skal fejre sammen med Sara og Keld, Rakel, Inge og Knud, og når jeg har fået sendt dette nyhedsbrev afsted skal jeg til at bage boller til vores fælles julesamling for hele familien hos Ruben.
Jeg vil gerne slutte med nogle tanker jeg har gjort mig om lyset, og de bliver bestemt ret på aktuelle på den mørke baggrund, som har været "bagtæppet" i det sidste halve år og det er at Jesus som verdens lys blev født, og glæden over at vi har fået lov til at skue det underfulde lys, for som Bibelen fortæller flere steder - Joh 1,4: I ham var liv, og livet var menneskers lys - Joh 1,9: Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden - Joh 8,12: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« - Joh 9,5: “Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.« - Joh 11,9: Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. - Joh 12,46: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Lyset skinner i mørket, og mørket får ikke bugt med det - siges det i Johannesevangeliets juleberetning.
Jesus kan fortrænge vort mørke og tænde lyset i vore hjerter, og på denne håbets baggrund fejrer vi jul.
Med kærlig hilsen Niels Peder
PS: Det med småt må I vente med denne gang
Læs vores julebrev for 2010 HER
Jeg har først i august 2010 sammen med Irene
og lederens af Dansk Balkan Mission - Niels Arne Skov - været en tur i Rumænien.
Du kan se en fotoserie her med en del forklarende tekster HER
Sidste nyt om Casa Thomas
Kære allesammen.
Det har været en meget turbulent tid for os allesammen - ikke mindst for vores Rakel, men nu synes vi, at livet igen så småt indfinder sig og Rakel er ved at komme i gang igen, og det gør os meget glade.
Grunden til dette nyhedsbrev er, at her på det sidste har Rakel og Thomans´s forældre sammen med foreningen Impact (som Thomas var meget engageret i) arbejdet på, at den indsamling, der var tilegnet Thomas (i stedet for blomster) kunne munde ud i en form for Casa Thomas i Honduras (en børnehave - et børnehjem) for børn i slumkvarterer eller for de gadebørn, som Thomas elskede så højt og som han havde brugt mange måneder på at arbejde iblandt, og de penge, der bliver samlet ind, har Legofonden - Ole Kirks Fond - lovet at doble op, og personligt håber jeg meget på, at vi kan samle 50.000 kr. ind (gerne 100.000 kr.), for så bliver det 100.000/200.000 kr. som kan blive til et aktivt og levende "minde" om Thomas, og har nogen af jer lyst til at støtte dette arbejde, så er der et link her til Impact, der samler de økonomiske tråde. (Læs iøvrigt den smukke omtale af Thomas på deres hjemmesides forside).
Vi har solgt Janus La Cours Gade 4, st, tv, og regner med at flytte ind i Fredensgade 52 i midtbyen (der hvor Rakel bor) 1. dec. 2010, men vi får se, hvad der sker både for os og for Rakel, der lige er begyndt på en toårig uddannelse på Erhvervsakademiet i Viby, og er glad for det.
Med kærlig hilsen
Niels Peder
Læs lidt om baggrunden for indsamlingen til Casa Thomas.
En forfærdelig tragisk ulykke
Læs deres egen beretning, som den kan læses i JP 8. sept 2010 - HER
Tidlig torsdag morgen (19. august) blev Rakel, Irene og jeg ringet op af Thomas Hermansens forældre i Korning, der kunne fortælle, at deres søn var blandt de 4 savnede fra bådforliset i nærheden af Mandal i Norge.
Thomas var, som nogen af jer ved, Rakels kæreste gennem næsten 2½ år, og det er med stor sorg at skulle fortælle, at vi må regne ham for druknet.
Tiden står lige nu næsten stille omkring os, og vi er alle (især Rakel) ramt af stor sorg i vore hjerter over tabet af Thomas, denne prægtige unge mand.
--------
Alligevel har jeg mod til at dele med jer hvad der skete hin forfærdelige dag, og her kommer så beretningen, som jeg har "grebet" den:
Kære allesammen.
Som I sikkert alle ved, så skete der en stor tragedie i Mandal i Sydnorge i sidste uge, (uge 33) i onsdags, da 6 unge mænd kæntrede med en jolle. Det skete ved 2 tiden om eftermiddagen.
Ved et uheld kom en af de unge til at sparke til benzinslangen, men de fik den 25 kh store Suzuki påhængsmotor i gang igen, men så skete det uheldigvis igen og denne gang var de så uheldige, at der kom saltvand i benzinen og motoren kunne ikke genstartes.
Her begynder så mareridtet for dem.
De får i den periode, fordi de ikke kan manøvrere, en "forkert sø", der fylder båden og de er ikke i stand til at tømme jollen for vand.
Samtidig er de ikke i stand til at ringe efter hjælp fordi alle mobiltelefoner er våde.
De tager et siddebræt fra båden og årerne, og begynder at svømme de ca. 250 meter mod land, men strømmen er ca. 3 knob, og efter 1½ time opgiver de den plan, og beslutter sig for at svømme med strømmen ca. 2½ km til en "klippeø" som de kan se.
Undervejs er der en sejlbåd ca. 150 m. fra dem, men han ser dem ikke.
På deres vej til øen, og hvor de næsten har været i vandet omkring 4 timer, opgiver de to og de 4 andre ser dem drukne. (de har dog gjort meget for at få dem med videre, men forgæves.)
Søren Thuesen (livredder af profesion) beslutter sig for at tage sig af den svageste (Niels Højlund) og tager ham på slæb, men undervejs henter han ham i dybet og beslutter sig for at tage ham på skulderen. Thomas Hermansen, (Rakels kæreste) og Nikolaj Munk Nielsen (præstesøn fra Skanderup og min tidligere kollega og nabopræst) danner par og forsøger at nå øen sammen, og Søren og Niels svømmer sammen.
Søren mister øjenkontakt med Thomas og Nikolaj, men mener at de er på vej til øen, og kan klare det.
Søren og Niels når øen, og her pakkes Niels ind i noget plastic og Søren begiver sig ud på en ca, 5 km tur i vand og på land og når ved 23 tiden onsdag til en beboet hus og herfra ringer han om hjælp og han dirigerer redningsmandskabet til øen, hvor han forlod Niels og mente at der var så også Nikolaj og Thomas.
Redningsmandskabet fandt dog kun Niels, men Søren fik dem hen til øen en gang til, for de måtte være der, men som I sikkert ved, så har de ikke haft kræfter til de sidste 900 m. og derfor er de ikke mere på denne jord.
Kl. 6,30 torsdag morgen får vi den forfærdelige melding fra Thomas´s forældre i Korning. Fuldstændig forfærdelig og dybt tragisk. Uden skyld har de selvfølgelig ikke været. En færd i en jolle uden redningsvest, er en risikabel sag, men uanset fejl, så er de ikke mere og ingen af de fire er fundet endnu.
De fire af dem tilhørte Sara og Kelds menighed, og de to af dem er døde. De to andre døde tilhørte en anden valgmenighed, Bykirken.
Det er en meget svær tid for os, især Rakel, men vi har oplevet, at Århus Valgmenigheds ledelse har grebet det an på rigtig god måde, og mange gode initiativer er blevet søsat og afprøvet bl. a. ved hjælp fra professionelle terapeuter m.m., en stram styring af pressen og et bæredygtig fællesskab på sorgens og fortvivlelsens egne præmisser, så vi tror, at rigtig mange har fået nogle gode værktøjer til at håndtere kriserne og komme så helskindet igennem som overhovedet muligt, for det viser sig at rigtig mange er ramt, mange familier er involveret, et meget stort antal venner er berørt, og det har været meget svært.
Jeg synes I skulle have lidt herfra min pen, så I måske får en lidt anden fornemmelse af det hele, lidt mere personlig end den lyder i den nyhedsstrøm, der i en lind strøm har tilflydt os fra medierne omkring tragedien.
Irene og Niels Peder
Lyt her til Elsebeth Hermansens fortælling om sorgen, der aldrig vil dø HER
Eller læs omtalen i KD HER
Rumænien aug. 2010.
Læs også om vores tur til Rumænien og se en fotoserie med en del forklarende tekster HER
|
