----------------------

Lukas' fortælling om himmelfarten er et eksempel på, hvad vi kunne kalde "det umuliges kunst". Evangelisten har jo her forsøgt at udtrykke i ord, hvad der næppe er ord for, og at beskrive, hvad der går ud over enhver beskrivelse. Derfor bliver det også ved denne fine, nænsomme skildring: "og det skete, mens Jesus velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til himlen.

 

Netop sådan måtte det ske.
Først ved at skilles fra sine disciple kunne Jesus tiltræde den stilling, som for alle tider gør ham til deres og vores Herre og frelser. Det er jo dog som den, der er ophøjet til sædet ved Guds højre hånd, at Jesus kan være os nær og række os sin hjælp.

Og i dag hører vi, hvor langt Hans gerning rækker, når det hedder, at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse "for alle folkeslagene".
Det vil sige, at alle mennesker skal have budskabet om Jesus Kristus forkyndt. Dette budskab var aldrig bestemt til at standse på halvvejen. Det ser vi af fortællingen om Kristi himmelfart.

Vi hører, at Jesus "skiltes fra" sine disciple. Baggrunden er den, at han siden sin opstandelse ved forskellige lejligheder havde vist sig for dem. Lidt efter lidt var deres frygt og ængstelighed veget bort frem til det øjeblik, hvor han kunne sige til dem: "I skal være mine vidner" ‑ og det til verdens ende.

Der var altså en klar mening med de åbenbaringer af den Opstandne, som blev apostlene til del i de fyrretyve dage, der gik mellem opstandelsen og himmelfarten.
Men vi forstår også, at der netop måtte komme en dag af et indhold som det, der samler os i dag, en dag, som satte skel mellem den jordiske Jesus og den himmelske Herre Jesus Kristus.

Mens Jesus levede her på jorden, var han underkastet jordelivets begrænsninger, sådan som vi selv er det. Det gjaldt allerede rent geografisk, hvor hans virkefelt ikke strakte sig ud over Palæstinas grænser. Anderledes med den Herre, som er ophøjet til himlen! Han er ude over de begrænsninger, som vi lever under. Fra sit sæde ved Faderens højre hånd er han i stand til at indfri de løfter, han havde givet: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse...Men når sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden" (Joh. 14,16; 16,13).

Inden Jesus skilles fra sine disciple, har han dog endnu én ting at sige dem. De skal nemlig være fortrolige med det vilkår, som gælder for modtagelsen af hans løfter: "I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje”

Der er lejligheder, hvor kristne i udenforståendes øjne synes at spilde tiden. Det er de tider, hvor vi søger Gud i bønnen. Men det er nu kun, ikke bare udenforstående, men overfladiske mennesker, som anser det for tidsspilde.
Selv ved vi, at det er de tider, hvor vi henter styrke til de opgaver, dagligdagen er fuld af.
Vel må vi en kort tid lade andre ting ligge, men vi vender jo blot tilbage med endnu mere styrke til at klare dem.
Det måtte apostlene sande, og det kan vi Iære af de ord: "men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje".

 

Men det er evangeliets sidste vers, som bringer bud om dagens egentlige emne, det, der ikke kan beskrives og dog er så afgørende: Kristi himmelfart. Der er ikke tale om, at Jesus bliver borte, nej, han bliver usynlig. Han forsvinder ikke, men han ophøjes. Og det er denne ophøjede Herre, disciplene tilbeder på deres vej tilbage.

Så er der da tre ting, vi lærer af himmelfartsberetningen:

Først, at det er en afslutning.

Nu er den tid forbi, hvor disciplene har Jesus legemligt hos sig.
Nu er de forbundet med en, som for altid er uafhængig af tid og rum. Det har været en overgang for disciplene.

Desto mere grund er der til for det andet ‑ at fæstne sig ved ordene om, at "de vendte tilbage til byen med stor glæde".
Nok var der tale om en afslutning, men det, der var sket, var først og fremmest udtryk for noget afgørende nyt.
Disciplene vendte netop ikke tilbage med mismodige miner og tunge om hjertet, men glade og med lovsang i deres hjerter; for nu vidste de, at de havde en Herre, som kunne være med dem "alle dage". Han, som var blevet oprejst fra de døde og gennem sin opstandelse havde vundet sejr over synden, døden og djævelen ‑ han havde nu taget plads på det sejrssæde, Faderen havde beredt ham.

Det er på denne baggrund, at apostlen kan udtale de stærke og trøsterige ord: "Jeg er vis på, at hverken liv eller død...kan skille os fra Guds kærlighed

i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom. 8,38f.).

Denne trosvished fører os til det tredje og sidste punkt:
Det var himmelfarten, som gav disciplene den vished, at de i Jesus havde en ven, ikke blot på jorden, men i himlen.
Hvilken glæde og hvilken trøst er der ikke i troen på, at i himlen venter os den selv samme Herre Jesus, som evangeliet stiller os for øje! og som vi her er kommet til tro på. Så er det at dø ikke længere ensbetydende med at synke hen i et ukendt mørke, men ensbetydende med at gå til ham og forenes med ham i himlen.

Mennesker kan umuligt vide, hvad de gør, når de tankeløst viser denne Herre og hans ord fra sig! Hvad har de, der kan fylde deres sind som hans ord? Og hvor hjælpeløse må de ikke stå i det gieblik, de rammes af modgang og ulykke?!

Derfor skal der også fra den kristne kirke gå bud ud til dem, som nok har hørt om Kristus, men ikke mødt ham i vidnesbyrdets overbevisende form. "I skal være vidner om dette", siger Jesus.
Evangeliet søger hele tiden vidner, mennesker, som glad og gerne bringer bud til andre om det, som de selv har fået i hans navn: forladelse af deres synder og evigt liv.