Opdateret 18. jan. 2012

Diakoni og mission anno 2010

Foredrag af biskop Niels Henrik Arendt
Ellebæk Kirke den 19. september 2010

De fire ben: forkyndelse – undervisning – mission – diakoni.
Igennem næsten 2000 år har det uadskilleligt hørt med til den kristne menigheds liv at tage samfunds-ansvar, at vise omsorg for de svage, de hjælpeløse og de udstødte. Diakoni betegnede oprindelig det at gøre tjeneste ved et måltid, men som siden kom til at betegne al form for tjeneste for den næste, som havde brug for det. Mig bekendt har der ikke været noget tidspunkt, hvor der ikke i tilknytning til kirken har været udført en tjeneste for den nødlidende næste. Kirken har altid i en eller anden form vist ansvar for det omgivende samfund. Tjenesten har været organiseret på forskellig vis, den har været mere eller mindre intens og mere eller mindre institutionel; der har været ført diskussioner om, hvem den burde omfatte, og hvorledes den skulle forstå sig selv. Men den har altid været der – ikke uomstridt, men til gengæld uomgængelig for det kristne fællesskab, fordi vi altid »har haft de fattige hos os« (Johs 12,8). Verdens første internationale nødhjælpsindsamling blev iværksat af apostlen Paulus som en hjælp til den nødlidende menighed i Jerusalem.
Tjenesten i samfundet har altid både være en tjeneste for det menneske, der havde brug for det, og en tjeneste for samfundet. Det nye testamente rummer masser af opfordringer til at handle ved imod mennesker, først mod ens egne, men også videre ud blandt alle, der trængte dertil. Der udtrykkes ikke kun et ansvar i samfundet for det andet menneske, men også et ansvar for samfundet. Det kommer til udtryk i kravet om at ære magthaverne, dvs. ære den tjeneste, de udøver. I praksis blev dette ansvar bl.a. udøvet ved, at der blev bedt for myndighederne. Bønnen for myndighederne er et tegn på kirkens vedkendelse af sit samfundsansvar. Den er tillige et udtryk for, at kirkens budskab hører hjemme i det fælles rum, at det så at sige er en offentlig sandhed.
Just hvad denne forståelse angår, har de seneste årtier rummet en kirkelig tilbagetrækning, som jeg finder dybt betænkelig. Religion, tilværelsestydning i det hele taget, henvises i stigende grad til privat-sfæren. Der er alt det, vi er fælles om, demokratiet, velfærdsstaten osv., og det skal helst holdes så religionsfrit som muligt, og så er der den private sfære, hvor den religiøse tydning hører hjemme. Kristendommen betragtes som en særinteresse, som man kan have eller ikke have. Men det er i virkeligheden en form for kætteri. Mennesket kommer til at leve i to virkeligheder, kristendommen bliver en indre åndelig viden, isoleret fra den verden, hvori mennesket opholder sig.
Hvordan kan kirken varetage et samfundsansvar? Efter min mening kun ved at insistere på det kristne budskab som en offentlig sandhed, hvormed jeg selvfølgelig ikke mener en alment eller af magthaverne accepteret sandhed. Vi kan ikke kræve at kristendommen så at sige skal regere. Kristendommen kan kun gøres gældende i dagens samfund på meget mere ydmyge vilkår – den må komme til orde sammen med alle mulige andre budskaber.
Uden diakoni mister samfundet den refleksion over dets dybere betydning og forpligtelse, som er nødvendig, hvis ikke samfundet skal begynde at komme i tvivl og gå op i sømmene og prøve selv at finde på en begrundelse for sig selv.
Vi kommer altså ikke uden om at genoverveje forholdet mellem kirke og samfund. Kirken må insistere på væsentligheden af sit budskab også i en samfundsmæssig sammenhæng, insistere på opfattelsen af evangeliet som offentlig sandhed. Og det kan kirken netop gøre i dag, hvor risikoen for at blive beskyldt for overgreb eller kirkelig styring ikke længere giver synderlig mening.
Vi, der i 60’erne og 70’erne blev lidt forlegne ved talen om kirkens diakoni og i hvert fald foretrak en meget minimalistisk udgave deraf, kommer til at tage den tråd op igen. Det er afgørende, at kirken i Danmark vedkender sig dette ansvar for det fælles, og at vi erkender, at der også i et velstands-samfund er meget at gøre. For 100 år siden kaldte man det menigheds-pleje; nu må vi genoplive dette ord som noget, der hører til i ethvert lokalsamfund, selvfølgelig formet efter vor tids behov. Der bliver allerede gjort en del, men der kan sagtens gives nogle bud på konkrete behov, der kunne kræve en indsats mange flere steder. En ”pleje” af samfundets svage medlemmer ud fra en opfattelse af deres umistelige værdi, også i deres øjeblikkelige svaghed.

Jeg er ofte vendt tilbage til en formulering af K.E. Løgstrup: »Man har ansvar så langt som man har magt«. Sætningen faldt i en diskussion om kirken som politisk subjekt – Løgstrups tanke var at kirken allerede som folkelig organisation har indflydelse og handlemuligheder, og dem kan den ikke unddrage sig. Også af den grund er det konkrete samfunds-ansvar en indlysende forpligtelse for kirken. At sidde med hænderne i skødet, når man rent faktisk kan gøre noget, er at svigte, kristeligt og folkeligt. Vi kan ikke overse behovet for en indsats, og fordi vi har mulighederne, både ressourcemæssigt og med hensyn til at skabe opmærksomhed om behovet, kan vi ikke løbe fra ansvaret.
Jeg hører til dem, der er godt tilfreds med den måde, hvorpå folkekirken varetager har varetaget sit samfunds-ansvar – gennem græsrods-organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp og de mange andre, sommetider mere lokalt tilknyttede organisationer. Det arbejde, der udføres af de forskellige diakonale organisationer, er et fuldgyldigt folkekirkeligt arbejde – organisationerne er »ægte børn af huset«, med hjemstedsret, men også barnets ret til at kritisere ophavet. Organisations-tjenesten er langt mere fleksibel og bedre i stand til at reagere her og nu på aktuelle udfordringer end et institutionaliseret folkekirkeligt diakonalt apparat ville være. Hvortil kommer, at organisationerne ved engang imellem at være »forud for« kirke-institutionen yder den et nødvendigt modspil.
Jeg synes heller ikke det er en katastrofe, at den lokale kirkelige ”samfunds-tjeneste” har haft en periode »på vågeblus«. Nu ser det ud til, at den kommer igen. Dertil er der en ikke særligt glædelig årsag, nemlig at hullerne i velfærds-apparatet bliver større og større og solidariteten mindre og mindre. Velfærdsstaten, der havde solidariteten som forudsætning, kom desværre til samtidig at aflive solidariteten og forpligtetheden. Tilværelsen er i dag i utrolig grad blevet et individuelt projekt. »Hvis fanden tager de bagerste, så dem om det!« Men det betyder, at menighedspleje på ny er ved at blive en uomgængelig og selvfølgelig del af sognenes liv.
Der blev i forbindelse med biskoppernes diakoni-rapport lavet en undersøgelse af diakoniens plads i de enkelte sogne. Den viser, at der allerede er langt flere initiativer i gang, end de fleste måske umiddelbart ville antage. Ikke nødvendigvis den rene skære fattig-hjælp (skønt også den). Elendigheden er så mange slags. Der er besøgstjenester for de gamle, ensomme. Der er væresteder for børn i belastede områder, og der er de mange genbrugsbutikker, som rummer adskillige dimensioner af lokal samfunds-omsorg – både i forhold til kunder og til personale. Eksistens-diakoni kan man kalde det – mens organisationernes arbejde er ”katastrofe-diakoni”, der kræver særlige forudsætninger.

Sig noget konkret om opgaver for kirken i det 21. århundrede!
1. For en tid siden sagde en efterladt til mig: »Hvorfor er det kun efterladte til kræftdøde, der får hjælp?« Bemærkningen afspejler den positive kendsgerning, at Kræftens Bekæmpelse har etableret en enestående pårørende-tjeneste med sorg-grupper, samtaler med frivillige, som måske selv har været igennem et kræftdødsfald, og også professionel bistand. Men naturligvis er andre dødsfald nøjagtig lige så traumatiske for de efterladte, enten det nu er en blodprop i hjertet, en hjerneblødning, en trafikulykke eller noget helt fjerde, som er årsagen.
Kirken er naturligvis i kontakt med familien i forbindelse med begravelsen og måske en enkelt gang efter denne. Men en varig opfølgning og et tilbud om at kunne komme til at tale med mennesker i samme situation findes ikke. Det kan være en af grundene til, at der findes internet-sider, hvor efterladte kan fortælle deres historie og måske finde en tilhører. Men enhver hårdt ramt burde have mulighed for at finde, ja, have tilbudt en tilhører, som havde tålmodighed til at lytte til historien flere gange, måske fordi den pågældende af egen erfaring vidste, hvor stort behovet er for at få lov at give sine erfaringer og følelser ord.
Man kunne i alle sogne sagtens tage ved lære af Kræftens Bekæmpelses måde at gøre tingene på og organisere og tilbyde de små og lidt større samtale-netværk, som efterladte i disse år alt for tit mangler.
2. Man skal ikke følge meget med for at være klar over, at alt for mange børn i skolealderen har problemer. En fjerdedel af alle børn modtager specialundervisning, talrige får psykolog-hjælp, adskillige må fjernes og sættes i familie-pleje. En del er så skadede, at de må på special-institutioner. Alt for mange familier har ikke de tidsmæssige eller menneskelige ressourcer, der skal til, for at deres børn kan få en ganske almindelig barndom.
Kirkeligt familiearbejde er en vældig god ting, men i sandhedens interesse må det siges, at det mest er de i forvejen ressourcestærke familier, der deltager. For få årtier siden kunne en del børn få lov at gå nogle timer på et værksted eller en gård; det lader sig ikke gøre mere, men lektiehjælp og fornuftig snak er der bunker af børn, der kunne hjælpes af. Hvorfor er der ikke en kirkelig besøgstjeneste for børn, hvor sådanne udsatte børn kunne få lov at gå på besøg hos en erfaren voksen?
3. Alt for mange ægteskaber opløses – med en masse elendighed til følge, specielt for børn. Skal vi bare affinde os med det og opfatte det som en livsstilsbetinget uundgåelighed? Der findes professionel familie-rådgivning, men måske var det langt bedre med rådgivning fra par til par. Dertil kommer, at der er et indlysende behov for at træde til med opmærksomhed, når først skilsmissen er en realitet. Vel er der tale om et meget privat område, men kunne vi alligevel ikke blive bedre til at redde familier?
4. Der er et stort behov for besøgsfamilier for flygtningefamilier. Ikke desto mindre hører man, at det er meget få, der melder sig. Jeg vil i det hele taget nævne gæstfriheden overfor ikke mindst de mange kristne blandt de nye borgere i sognene som en klar diakonal opgave for menighederne.

Er alt dette nu kirkelige opgaver, som kirken skulle føle sig forpligtet på? Dertil er at sige, at der ikke er noget specielt kirkeligt ved det, der skal gøres. Men det handler om naboer og sognebørn, og den lokale menighed kan hverken lade, som om den ikke kan se behovet eller ikke har muligheder. Der kan sagtens være andre, der lokalt yder et fortræffeligt arbejde på disse områder, f.eks. selvhjælpsgrupper eller Røde Kors-besøgstjenester. Det er så fint, som det kan være – men der er stadig meget, som ikke bliver gjort.
Undertiden rejses også den indvending, at vi overalt møder kravet om engagere os – kan vi ikke i det mindste i kirken blive fri for at få revet vores samfundsansvar i næsen? Skal kirken også være et sted, hvor vi skal fyldes med dårlig samvittighed ? Der stilles krav til os overalt –heroverfor kunne kirkens styrke netop bestå i, at i den kunne man nøjes med bare at være, ikke at skulle gøre noget.
Indvendingen er opmærksomhed værd. Det er vigtigt at kirkerummet og gudstjenesten ikke overdynges med henstillinger og opfordringer. Vi er nok under tiltale i kirken, men dens budskab rummer tillige en godkendelse af os som dem, vi er – det budskab har mennesket lov at hvile i.
Alligevel er der noget at tilføje. Kirkegængeren sendes af det befriende budskab i kirken, som han/hun ikke skal gøre noget for at fortjene, ud og tilbage til en hverdag, hvor naboens nød venter på ens indsats. Her kunne det enkelte sogn godt som fællesskab tage opgaven op. Det er ikke opgaver, som skal opfindes – de ligger lige for næsen. Og om stort set alle kirker findes et større eller mindre netværk. Kirken bør simpelthen gøre sig mere synlig som en af civil-samfundets aktører.
Men hvem har tid, kræfter og overskud til at påtage sig sådanne opgaver? Herpå er svaret, at det burde vi have alle sammen, naturligvis afpasset efter vore livsomstændigheder. De, der har erfaringer hermed, kan fortælle, at langt flere, end man tror, siger ja, hvis der rettes en konkret forespørgsel til folk om en overskuelig, håndgribelig håndsrækning.
Derudover vil jeg nævne to - meget forskellige - grupper, som kunne stå til rådighed for en menighedspleje. Den ene er efterlønnere og ressourcestærke ældre. Deres huseren på landets golfbaner er dem vel undt. Men det er en ansvarsforflygtigelse at sige, at man i deres alder kan nøjes med kun at tænke på sig selv, på familie og børnebørn. Vi får ikke på noget tidspunkt fri i forhold til vor næstes behov. Man taler sommetider om ”ældre-byrden”; man burde hellere taler om ældre-ressourcerne – og altså udfordre de ældre til at stille op. Mange har noget at byde på.
Den anden gruppe er faktisk dem, der selv har brug for hjælpen. Hvordan drager man de udstødte ind i fællesskabet igen? Ved at bede dem gøre noget for fællesskabet. Hvordan trøster man en sørgende? Ved, når han eller hun er kommet sig over det værste chok, at bede den pågældende dele sin erfaring med andre, som er ramt. Det er så elementært, at vi er tilbøjelige til at overse det. Det er jo filosofien bag selvhjælpsgrupperne, at man hjælper sig selv ved at hjælpe andre. Men sommetider skal man udfordres dertil.

Ordets diakoni
Jeg har ovenfor talt om konkrete handlinger for at afbøde nød og elendighed som et område, hvor kirken må varetage et samfunds-ansvar. Men en afgørende opgave for kirken i de kommende år er, udover at afhjælpe konkret nød, at afbilde og udtrykke og fastholde det menneskesyn, at ethvert menneske har en værdi på forhånd, uanset enhver kvalifikation. Det kan ske, ved at kirken f.eks. går op imod enhver udstødelse – af misbrugere, psykisk syge, HIV/Aids-smittede, hjemløse, tidligere fængslede, posedamer. Men også ved at kirken mere overordnet kommer på banen i menneskesyns-debatten.
Hvilket menneskesyn præger vores samfund? Hvilket menneskesyn ligger bag lovgivningen? Findes der overhovedet et fælles dansk menneskesyn? Er der ved at gå skred i det? Kan man tale om, at der ligger et bestemt menneskesyn bagved den moderne forskning?
I de her år ser jeg en bevægelse fra det, man kunne kalde det samaritanke menneskesyn, der går ud på, at det menneske, som har behov for hjælp, skal hjælpes her og nu uden hensyn til dets status eller egenskaber til det, man kunne kalde det elitære menneskesyn, hvor det stærke, vellykkede, harmoniske, velfungerende og socialt tilpassede individ tilkendes særlige rettigheder. Svaghed, utilpassethed, funktionsmangler hos det enkelte menneske opfattes i stigende grad som noget uønskværdigt, og dermed opfattes også det menneske, der har det sådan, sommindre værdifuldt, mindre nødvendigt for fællesskabet, mere undværligt.
Jeg vil anse det for en del af kirkens samfundsansvar at fastholde det samaritanske princip, som tager udgangspunkt i en forståelse af ethvert menneske som enestående,værdifuldt i sig selv, uundværligt for fællesskabet - på forhånd, uanset enhver kvalifikation.
I kirkens forståelse er mennesket en synder. Netop deri, i det at mennesket holdes op mod en guddommelig mening med det, ligger begrundelsen for menneskets singularitet og værdi. Ethvert menneske er her, fordi det er villet af Gud. Og denne værdisættelse potenseres i kristendommens forkyndelse af Guds redning af synderen ved, at han giver sig selv. Mennesket er åbenbart Gud værd. Uanset tro finder jeg det svært at undvære den opfattelse af mennesket, hvis ikke samfundet skal ende med umenneskelighed. I hvert fald er der så nogle mennesker, der kommer til at betale for andres lykke, sundhed og styrke.

Agtelsen for mennesket
Ethvert menneskeliv har en betydning, mening, ja er nødvendigt for fællesskabet, selv det elendigste og mindst produktive. Om ikke andet har det den mening at kalde på medfølelsen, omsorgen, tilstedeværelsen. Derfor kan vi heller ikke undvære svage mennesker iblandt os. Vores fællesskab ville blive endimensionalt og koldt uden dem.
Det elitære menneskesyn - denne opfattelse af, at det utilpassede, svage individ altså menneskeligt set har en ringere værdi end det sociale tilpassede menneske – fører desuden ofte til, at man ophører med at betragte et menneske som subjekt i dets egen historie; man klientgøres. Mennesket er med Søren Kierkegaards ord “sit eget livs ansvarshavende redaktør” – og det skal det have lov at være, også der hvor andre er nødt til at hjælpe det med at skrive teksten. Til ethvert menneske i dette samfund kan stilles de samme krav og de samme forventninger.
I vores samfund er der mennesker, der så at sige er taget ud af cirkulation, er berøvet deres plads i samfundet. Set i relation til spørgsmålet om mening er det umådelig risikabelt. Det er jo i realiteten et signal til den pågældende om, at han eller hun er overflødig i en samfundsmæssig sammenhæng.
Hvad er et menneske, at du tager dig af det? spørges der i Salmernes Bog i Gamle Testamente. Det ligger i luften, at svaret på dette spørgsmål er et ufatteligt mysterium. Men når talen er om de mennesker, som ikke falder indenfor samfundets normal-begreber, er svaret på spørgsmålet: hvad er dette menneske? ofte meget enkelt: han er en bums, eller hun er en misbruger, eller han er en bedrager. Som i kriminalvæsnet, sådan er det i det hele taget i bunden af samfundet ofte sådan, at mennesket defineres ved én enkelt ting. Det er en meget endimensional definition af den pågældende: man er defineret alene ved sin afvigelse. Enhver kan prøve at forestille sig, hvis han eller hun skulle defineres kun ved det absolut værste eller tåbeligste, man har gjort, under bortseen fra alt, hvad man i øvrigt var og kunne.
Kirken hævder, at Gud har agtet ethvert menneske værdigt i en så ekstrem grad, at Han endda har sat det højere end sig selv. Den agtelse af mennesket er det en afgørende forpligtelse at lade komme til orde i samfundet. Uden gensidig agtelse bliver livet blandt mennesker et helvede af mistænksomhed, misundelse og nedrighed, for at citere Dostojevksij.

Mission
Jeg har sommetider haft den tanke: Tænk, hvis apostlene på pinsedagen, efter at have oplevet åndens nærvær, havde indledt en diskussion: ”Skal vi gå ud og fortælle, hvad vi har set og hørt, eller skal vi hellere lade folk være i fred?” Tænk, hvis munkene i England, hvis Ansgar havde rejst spørgsmålet: ”Er det mon overhovedet vores opgave at give evangeliet videre?” Tænk, hvis Martin Luther – da han i sit tårnværelse havde oplevet evangeliets fornyende kraft – havde besluttet: ”Jeg beholder det for mig selv!”
Hvordan man end vender og drejer det, så er det dybest set ufatteligt, at en kirke og dens medlemmer, der står i dén tradition, kan spørge sig selv: ”Kan mission være vores opgave?” For det er det samme som at sige: ”Dette budskab er ikke længere relevant for andre end dem, som har fået det.” Det er at placere en gnavende orm helt inde ved roden af træet: har evangeliet overhovedet noget at betyde ind i vores tid? Det er at udsende et signal om, at kirken er en forening af mennesker, der har nogle bestemte fælles traditioner, dyrker nogle bestemte ritualer, og hvor man da godt kan søge optagelse, men hvor verden udenom foreningen egentlig ikke har nogen betydning for den. Det er dybest set en meddelelse til omgivelserne: ”Vi kører videre efter bogen, men vi er dybt i tvivl, om grundlaget overhovedet kan bære. Så lad jer ikke anfægte af, hvad vi har gang i.” Hvor troværdig er sådan en forening lige?!

Indvendinger mod mission
Nu er det imidlertid en kendsgerning, at flertallet af Europas befolkning ikke mener, at der skal drives mission i det 21. århundrede. Hverken af kirken eller af nogen som helst anden religion. Hvad folk vil tro, må de dybest set selv om – og selv gå ud og opsøge. Ingen skal bilde sig ind, at det budskab, man selv har tilsluttet sig, behøver at have betydning for andre. Mission er udtryk for bedreviden, basta! Og ingen ved bedre end jeg, hvad jeg har brug for, når det drejer sig om tro.
Opgøret med mission følges pænt med det oprør mod autoriteter og faglig dygtighed, som også kendetegner vor tid. Halvfordøjet viden og hjemmeavlet skråsikkerhed præger mange debatter – dog: lad det være. Men situationen er nu den, at en kirke, der føler sig forpligtet på mission, må ud og forsvare det.
Selvfølgelig kan der være grund til lytte til indvendingerne. Der er selvklart grund til at værge sig mod anmassende mennesker, der foragter almindelige menneskers tillid til deres dåbs betydning og mener, at det gælder om at redde dem ud af den vildfarelse. Som giver til kende, at kun ved at blive som dem er man en rigtig kristen. Den form for forkyndelse, der utilstedeligt bedrevidende vil gøre sig til dommer over intensiteten eller graden af folks tro og sætte skel mellem de fromme og de mindre fromme, har ikke noget med mission at gøre.
På den anden side må al forkyndelse af evangeliet rumme et kald til at vende sig fra sine egne veje. Omvendelse er ikke knyttet til særlige følelser eller sinds-oplevelser; omvendelse er at lade sig standse af det kristne budskab. At blive vendt om mod Gud. Den omvendelse har hver eneste dagligt brug for. Og den har man altså ikke frikøbt sig fra ved at være døbt og betale sin kirkeskat.
Det er en misforståelse, at mission er noget andet end den proklamation eller præsentation af evangeliet, som er selve åndedraget i enhver kirke og enhver gudstjeneste. Det åbne vidnesbyrd sætter netop ikke skel, ikke skel iblandt de døbte, ja, ikke engang mellem døbte og ikke-døbte, for så vidt angår behovet for at blive vendt om mod den sande Gud. At sige, at omvendelsen er vores fælles menneskelige behov, er at stille kristne og ikke-kristne basalt ens overfor Gud. Men det er også i en meget grundlæggende forstand at anse alle døbte for ens stillede i forhold til Gud.

Kirkens ændrede status i Europa
Overordnet set er kristendommen nødlidende i Vesteuropa. I Danmark mærkes det ikke voldsomt i form af udmeldelser af folkekirken. Men kirkerne i landene omkring os skrumper markant. Den engelske kirke regner med flere tusinde kirke-lukninger i løbet af nogle få tiår. Tilsvarende i Holland, Tyskland, Frankrig. ”Institutionen kirke” er i tilbagegang, medlemstallene falder – uanset at den religiøse interesse er betydelig. Der er ingen grund til at forvente, at det skulle gå væsentlig anderledes i Danmark, selvom udviklingen øjensynligt går lidt langsommere her.
Kristendommen flytter mod syd og øst. Der sker en utrolig vækst i Afrika og Asien. På et besøg i Kina for nylig hørte jeg om, hvorledes præster mange steder påskedag havde døbt mennesker fra morgen til aften (idet påskedag som i urkirken er den store dåbsdag).
Hos os i Danmark, som i hele Vesteuropa, falder dåbsprocenten. Situationen kunne give anledning til kirkelig bekymring, og betænkelige ansigter ses da også her og der. Men bekymring er en meget lidt konstruktiv tilgang til kristendommens ændrede situation – hvortil kommer, at bekymring på Vor Herres vegne er en meningsløshed. Og kirkens fremtid er vel først og fremmest Hans sag.
Mig forekommer det mere frugtbart, dels at være realistiske omkring de reelle forhold, dels at besinde sig på, hvad der er kirkens opgave. Det har hidtil i stort omfang været betragtet som hovedopgaven for de europæiske folkekirker (og det er de fleste af dem) at betjene deres medlemmer. Det kan vel give mening i en situation, hvor den altovervejende befolkning betragter sig som kristne. Men fastholder man det i dag som folkekirkens første og måske endda eneste opgave, er det udtryk for en statisk indadvendt tænkning om kirken, som hverken svarer til dens kald eller de aktuelle udfordringer – og som desuden afskærer den fra en livsvigtig inspiration fra andre kirker og deres teologi. Institutionstænkningen ligger som en dyne over folkekirken.

Kirkens grundlæggende mandat
Selvsagt skal kirkens medlemmer betjenes. Men et anliggende, det afgørende, kommer dermed ikke til udtryk: at kirkens grundlæggende mandat er at aflægge et klart, offentligt vidnesbyrd om evangeliet, det gode budskab om befrielsen i Kristus. Hvad der kommer ud af dette vidnesbyrd er mindre vores sag, end at vi aflægger det.
Det anliggende forsvandt aldrig af syne i kristendommens første vanskelige århundreder, og det har tilbagevendende – før tankegangen blev fokuseret på det institutionelle – været anset som den primære opgave for og det afgørende kendetegn på den kristne kirke. Sådan er det også hos Martin Luther. Kirken findes, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Og sakramenterne er lige så meget vidnesbyrd for verden, som de er tjeneste for kirkens medlemmer. Det kunne være på tide for alvor at få blik for denne grundlæggende forpligtelse igen.
Det er just, hvad det handler om, når der tales om mission. Ordet betyder sendelse. Kirken er før noget andet sendt ud i verden for at proklamere budskabet om Guds barmhjertighedsgerning, da han i Jesus befriede sin skabning fra de onde kræfters magt. Og fra afguder og tyranniske ideer. Mission er ikke en tillægs-opgave, som visse kristne kan påtage sig; den er en betegnelse for det vidnesbyrd, som kirken lever for og af.
Mission har, som det fremgår ovenfor, ikke haft ”den bedste presse”, end ikke i kirkelige endsige folkekirkelige kredse. Det skyldes netop, at ordet har været anvendt som udtryk for en specialopgave, udbredelse af kristendom og grundlæggelse af kirker blandt ikke-kristne folkeslag. Hvortil kommer, at denne særlige opgave ikke altid har været varetaget med den ydmyghed og skønsomhed, som svarer til budskabet.
Mon dog alligevel ikke mission er på vej tilbage som en forpligtelse, langt de fleste vedkender sig. Det er primært ændringen i befolkningssammensætningen med en betydelig tilgang af mennesker af ikke-kristen tro, der har kaldt denne erkendelse frem. Den burde efter min mening give anledning til helt grundlæggende at betone det åbne vidnesbyrd som kirkens sag frem for nogen, just i lyset af kristendommens ændrede status i vores del af verden.
Men er mission nu ikke først og fremmest en opgave i den ikke-kristne del af verden? Til dette spørgsmål er at sige, at en opdeling af verden i en kristen og en ikke-kristen del ikke længere giver mening. Den kristne kirke findes på alle kontinenter. I mange lande, som vi traditionelt opfatter som ikke-kristne, har kirken langt større tilslutning end hos os. Og de ikke-kristne religioner findes hos os. En geografisk afgrænsning af missionsopgaven giver ingen mening; den er her og der og alle vegne – verden er ”missionsmarken”.

Mission og respekt
Mission, dvs. forkyndelse af et budskab for en, som tilslutter sig et andet budskab, må i sagens natur opleves som modsigelse og kritik i et eller andet omfang. Kristen mission er ingen undtagelse. Er den ikke udtryk for mangel på respekt for den andens tro eller opfattelse? Den andens tro kan være dyrt tilkæmpet, der kan være ydet betydelige ofre for den. Skylder man så ikke at lade den anden have den uden at blive modsagt?
Jeg mener, der er en misforståelse her. Mission har desværre historisk set i sin form ikke sjældent rummet en respektløshed overfor andre mennesker. Men mission er efter sit indhold ikke udtryk for mangel på respekt, tværtimod. Den er en anerkendelse af, at den anden person og dennes opfattelse er så vigtig, at diskussionen, undertiden endda konfrontationen må voves.
Respekt for et andet menneske er at tage dets opfattelse alvorligt; forudsætningen herfor er, at man tager sit eget udgangspunkt alvorligt. At sige den anden imod kan derfor også være en måde at ære ham på. Erklærer man alle opfattelser for lige gyldige, må man nødvendigvis hæve sig over dem - og dermed hæve sig over den anden. Men bliver jeg på vejen, hvor jeg er, og altså fortsat vidner om min opfattelse som den jeg opfatter som den gyldige, så bliver jeg også på niveau med den anden. Så er vi i øjenhøjde, og så har den anden mulighed for at sige mig imod. Først sådan kan den andens opfattelse virkelig udfordre, anfægte mig.
At kristne og ikke-kristne er stillet lige overfor Gud, betyder ikke, at enhver opfattelse af Gud er lige gyldig. Mission er respekt for den anden, mission uden respekt for den anden er ikke mission.
Kendetegnende for kristen mission bør være respekt for den anden i yderligere to betydninger. For det første derved, at forkyndelsen af det kristne budskab altid må stille den anden frit – når sandheden ikke er et dogme eller en teori, men en begivenhed, noget der overgår en, så må det kristne budskab virkelig holdes fri af enhver tvang eller manipulation. For det andet derved, at det kristne budskab stiller os alle lige. Intet menneske er i udgangspunktet længere fra Gud end et andet; positivt må ethvert menneskes kultur og sprog derfor også tages i brug, når kristendommen forkyndes.
Kristendommen rummer i sig en respekt for det andet menneske og det andet menneskes kultur, ja, endda religion, som netop har at gøre med, at han og jeg er ens stillet over for Gud. Kristendommen rummer i sig uddrivelsen af enhver overlegenhedsfølelse i forhold til den anden; lidt på hovedet kan man sige, at dens store fortrin er, at den ikke tildeler sine tilhængere nogen fortrinsstilling i forhold til Gud.

Mission og frihed
Et meningsfuldt møde med en person af anden religion forudsætter kendskab til og refleksion over den andens religion og situation og den risiko, som den anden person udsætter sig for i mødet. En villighed til at placere sig selv i den samme risikofyldte situation er en forudsætning for at gøre evangeliet gældende som den virkelighed, der forlanger afgørelse.
Man kan ikke respektere andre mennesker uden at have et punkt, hvorudfra man gør det. Den store fare i dag er, at man mister det punkt, hvorfra vi kan anskue andre religioner, og hvorfra vi kan møde dem, men også imødegå dem.
Som sagt: Mission og frihed hører sammen. At der i historiens løb ofte nok er gået på kompromis i denne sag, fordi magten fristede, ændrer ikke ved, at det kristne budskab, hvis mening det er at skabe frihed, også må lyde i frihed. Den kristne kirke har ligefrem pligt til at værne om trosfriheden.
Hvor der er trosfrihed, har den kristne kirke ret til at forkynde det kristne budskab for ikke-kristne: at missionere iblandt dem. Hvis ikke der fandtes frihed også for de ikke-kristne, måtte vi anstændigvis holde os tilbage. Men fordi de har deres ret til at forblive, hvad de er, og at dyrke deres religion på den måde, de finder rigtigt, kan kirken tillade sig at gå dem på klingen, sige dem imod, aflægge et kristent vidnesbyrd.
Trosfriheden legitimerer den åndskamp, som vi ikke kan unddrage os. Men trosfrihed er ikke at slippe for det åndelige slagsmål, der altid må være, hvor spørgsmålet om sandhed og løgn er livet om at gøre. Det er tværtimod at give rum for den. Havde de ikke-kristne ikke fuld trosfrihed, så måtte den kristne kirke lade dem være i fred. Men i trosfrihedens rum har kirken efter sin selvforståelse både ret og pligt til at gå i clinch med dem.
Ethvert ægte tros-skifte indebærer noget, som mennesker ikke har magt over. Det er ikke mig, der omvender et andet menneske. Hvis omvendelse finder sted, er det budskabet, der bevirker det. Jeg kan præsentere budskabet, men derefter må det gå sine egne veje, eller måske snarere: gå Guds veje.

Mission og sandhed
Den store optagethed af religion i dag præges af en betydelig fokusering på den religiøse tros nytteværdi. Jeg vælger mig en tro, som jeg kan bruge til noget. For det menneske, der har valgt en bestemt tro, er den tro bedst for ham eller hende. Der går en lige linje derfra til det relativistiske: »Din religion er god for dig, og jeg har den religion, som er bedst for mig«.
Ud fra sådan en opfattelse giver mission ikke meget mening. Men en overbevisning er jo ikke først god eller dårlig. Den er sand eller falsk. Hvis den er sand, så er den også forpligtende. Man kan ikke holde noget for sandt og så være ligeglad med, at alle mulige andre opfattelser florerer. Så må man stå ved, hvad man selv er overbevist om, og så må man sige imod, hvad man tror er forkert. Der er i mine øjne ingen vej udenom.
At erklære alle trosudsagn for lige gyldige i tolerancens og åbenhedens navn, er ikke at åbne sig for den andens tro, men at lukke sig for den; den andens tro bliver ufarlig (sådan som ens egen i øvrigt også er det i den form for tolerance). Risikoen ved mødet med den anden er minimeret til det overkommelige.
Relativismen er ikke tolerant, men den er imperialistisk. Jeg kolonialiserer den andens tros-rum ved at erklære hans religion for et blandt mange, lige gyldige budskaber. At jeg gør det samme med min egen opfattelse, gør ikke min invasion mere acceptabel.

Mission og opgør
Kristendommen er åben. Dens vidnesbyrd hører til i det offentlige rum. Mission er ikke kun at lade kristendommen få stemme midt i kakofonien af åndelige og religiøse budskaber. Det er også at lade kristendommen lyde op imod tyranniske ideer og forestillinger i vores samfund, som uden kristendommens tilstedeværelse måske forblev uimodsagte. Holder folkekirken budskabet ”indenfor murene”, lader den faktisk samfundet og dets medlemmer i stikken, fordi der findes masser af budskaber, som tiltager sig en absolut betydning, selvom vi ikke lægger mærke til det. Materialisme og forbrugerisme er en form for mammon-dyrkelse, og den har ofte mange af religionens kendetegn.
Kirkens opgave kunne i den sammenhæng være at tale klarere om forbrugerismen som en »alternativ religion«, der får os til at glemme Gud, og som vi derfor må vende os fra. Som forfatteren Fay Weldon sagde i et interview: vi er kommet til at se vores liv som forbrug, og ”gør man ikke bevidst modstand, så gør en sådan livsform os alle til ateister.”
Jeg ville ønske, at vi i folkekirken kunne vinde eller genvinde en selvfølgelig, frimodig udadvendt omgang med kristendommen At vi kunne komme over vores forsagte, tøvende, tvivlende, indimellem ligefrem valne omgang med den, og i stedet se det som det naturligste af alt at give andre mennesker mulighed for at møde den.

© 2008 HansenWeb & It | Design by HWI